Hvad koster det at bygge et hus?

Vi kan lige så godt starte med at konkludere, at der ikke findes et entydigt svar på spørgsmålet; ”Hvad koster det at bygge et hus?” Der er rigtig mange faktorer, der alle er med til at påvirke den endelige pris på dit hus. Går du og drømmer om nyt hus, og synes du det er uoverskueligt, at finde svar på, ”hvad koster det at bygge et hus”, så læs med her, og bliv klogere på, hvad der påvirker prisen, hvor du kan spare noget, og hvad du absolut IKKE bør spare på!

Entrepriseformer

Bygherren er den person, der har det overordnede overblik over byggeriet fra start til slut, uanset om du vælger fagentreprise, hovedentreprise eller totalentreprise, når du skal bygge dit nye hus. Du kan sagtens selv være bygherre på eget hus, hvis du har tiden til det. Med mindre du har specifik erfaring indenfor byggebranchen eller har prøvet at bygge nyt hus før, vil det altid være en god idé, at have en uvildig byggerådgiver i ryggen. Læs mere om byggerådgivning her! Du skal forvente at bruge i omegnen af 20-25.000,- på byggerådgivning.

Fagentreprise

Fagentreprise er hvor bygherren selv står for alt fra byggetilladelsen og planlægning til indhentning af tilbud fra de enkelte håndværkere og efterfølgende koordinering af hele byggeprocessen. Fagentreprise vil typisk være den entrepriseform, du skal benytte dig af, hvis du ønsker størst indflydelse og især, hvis du ønsker selv at stå for udførelsen af dele af selve byggeriet. Fagentreprise er samtidig den entrepriseform, der er mest tidskrævende, men også den form hvor der er flest penge at spare, hvis du er god til at indhente og sortere i dine tilbud.

Hovedentreprise

Ved hovedentreprise står bygherren selv for alt til og med indhentning af tilbud fra en hovedentreprenør, der derefter afgiver et tilbud på selve udførelsen af byggeriet. Når tilbuddet er godkendt, tager entreprenøren over, og står for koordinering af selve byggeriet med alle de øvrige håndværkere frem til overlevering af huset. Under byggeriet afholdes jævnligt møder mellem bygherre og entrepriseleder, for at sikre, at byggeriet skrider frem som aftalt, og bliver udført som ønsket og forventet. Hovedentreprise er en fleksibel løsning, hvor du kan lægge en stor del af arbejdet vedrørende indhentning af tilbud og koordinering af selve byggeriet fra dig, uden at gøre køb på din medbestemmelse.  Ofte vil hovedentreprisen være lidt dyrere end fagentreprisen, men forskellen er godt givet ud for det ansvar du kan lægge over på entreprenøren.

Totalentreprise

Ved totalentreprise har køber meget lidt medbestemmelse og ingen egentlig rolle i selve opførelsen af huset, når huset først er valgt eller tegningerne godkendt, og kontrakten er skrevet under. Totalentreprenøren står herefter for alt fra indhentning af diverse tilladelser og tilbud, ligesom han står for hele byggeriet frem til overleveringen. Totalentreprise benyttes oftest ved typehuse, og er i de fleste tilfælde den mest ufleksible form for entreprise, men også den hurtigste. Her tager du ganske enkelt bare kontakt til et typehusfirma, og spørger; Hvad koster det at bygge et hus?

Byggetegning

Gør-det-selv tegning

Der er intet i vejen for, at du selv tegner dit hus. Faktisk behøver du ikke den store viden for at tegne en råskitse, som kan fungere som et udmærket udgangspunkt for dit fremtidige hus. Der findes masser af forskellige programmer, som du kan bruge til at tegne i. Floorplanner er et rigtig godt bud, men prøv dig lidt frem for at se, hvilket program der passer bedst til dig.

Arkitekttegning

Hvis du har mod på det, er det helt sikkert en mulighed at få en arkitektstuderende til at lave en prisvenlig tegning, men det behøver ikke være en stor post, selvom du benytter en færdiguddannet arkitekt.

Prisen for en uddannet arkitekts arbejde afhænger helt og holdent af husets kompleksitet, og hvor meget du selv kommer med forud for samarbejdet – Alt mellem 15.000,- og 150.000,- for en arkitekttegning er indenfor normalrammen.

Hos Danske boligarkitekter spiller med helt åbne kort, og svarer gerne på spørgsmålet; Hvad koster det at bygget hus? – På siden kan du se, hvordan Lars Bo Poulsen fra arkitektfirmaet Nørkær og Poulsen har tegnet et super lækkert hus, der inklusiv prisen for tegningerne løb op i 16.000,- pr. kvadratmeter. Lars afslører også prisen alene for tegningerne, som løb op i 75.000,-

Ingeniørberegninger

Når tegningerne er færdige, skal der nogle beregninger fra en ingeniør til, for at sikre at konstruktionen du ønsker, er holdbar. Kontakten til ingeniøren kan du enten selv tage, eller du kan lade din entrepriseleder stå for kontakten, hvis du benytter dig af totalentreprise. Prisen vil således være indregnet i det overslag du efterfølgende modtager fra entreprenøren.

Hvis du vælger at få tegnet dit hus af en arkitekt, arbejder disse også oftest sammen med en ingeniør, der sikrer, at de tekniske formaliteter er på plads, inden entreprenøren får overdraget tegningen.

Du skal afsætte i omegnen af 10-50.000,- til ingeniøren, som laver fundaments- og kloakplan, statiske beregninger samt konstruktions-skitser ud fra din geotekniske rapport og dine tegninger. Sørg for at indhente tilbud fra flere forskellige ingeniører, inden du beslutter dig.

Hvor kan der spares, og hvor bør du aldrig spare?

Efter arbejdsløn er materialeposten den største post. Hvis du vil spare noget på materialer, er det vigtigt at overveje de langsigtede konsekvenser af dine valg. Du kan nemlig spare mange penge, hvis du er villig til at gå på kompromis med dyrt købt design og dyre brands, mens at spare på kvaliteten muligvis sparer dig for penge her og nu, men kan komme til at koste dig meget, meget dyrt på lang sigt. Så tænk på holdbarheden, tænk på løbende udgifter til vedligeholdelse, tænk på hvilken værdi det ene materiale giver dig frem for det andet, tænk på komfort, tænk støj-reduktion, og tænk gensalg.

Du bør omvendt aldrig spare på rådgivning og ekspertise. Rådgivning, hvad end den kommer fra din byggerådgiver eller din håndværker er professionel og beror ofte på årelang erfaring. At have en professionel byggerådgiver med gennem hele forløbet, kan hurtigt spare dig for mange penge. Ekspertise og autorisation er lig med høj kvalitet og sikkerhed for at arbejdet bliver udført korrekt.

Estimeret pris på selvbyg, medbyg og nøglefærdigt hus

Hvad koster det at bygge et hus selv, og hvad koster det at købe samme størrelse hus som nøglefærdigt typehus eller nøglefærdigt og indflytningsklart hus med en af dine lokale håndværkere som entreprenør? Her får du et estimat på prisen på et standart, træbeklædt familiehus i basismaterialer opført efter fem forskellige metoder. Priserne skal ses som vejledende for, hvad der kan lade sig gøre i bedste tilfælde, og hvordan de forskellige byggeformer rangerer sig i forhold til hinanden. Priserne er eksklusive udgifter til grund og byggemodning.

Individuelt tegnet hus som selvbyg inkl. et minimum af fagentreprise

Arbejdslønnen til håndværkerne er en af de helt store poster, når man bygger nyt hus, men det er udelukkende en post, du kan gøre noget ved, hvis du selv har skruet hænderne rigtig på, og ikke er bange for selv at kaste dig ud i projektet. Hvis du har mod og evner til at bygge så meget som muligt selv, vil det naturligvis altid være den billigste løsning. På en lang række områder, f.eks. kloak, el og VVS kræves det dog, at man har den rette autorisation til at udføre arbejdet, men der er f.eks. intet i vejen for, at du selv står for både tømrer-, murer- og malerarbejdet, så længe byggeloven overholdes.

Kan du lave stort set alting selv, og har du f.eks. oveni det selv en vvs- eller elektrikeruddannelse, kan du realistisk set godt bygge et standart familiehus for et sted mellem 6.000,- og 8.000,- pr. kvadratmeter

Typehus som medbyg inkl. et minimum af fagentreprise

Hvad koster det at bygge et hus, hvor alle tegninger er fastlagt på forhånd, men hvor du selv tager så stor del som muligt i selve opførelsen? Får du f.eks. opført et råhus med alle de autorisationskrævende installationer, og kan du derefter lave alt det indvendige selv, er det ikke urealistisk, at du kan bygge et standart familietypehus for et sted mellem 8.000,- og 10.000,- pr. kvadratmeter.

Nøglefærdigt typehus – Totalentreprise

Hvis du vil have den nemmeste og hurtigste løsning skal du vælge et typehus. Her får du en færdig pakke til en fast pris, samtidig med, at du får garanti, for at huset står færdigt en bestemt dato. Til gengæld er denne form en langt mere ufleksibel løsning, end når du selv er bygherre eller en af dine håndværkere er hovedentreprenør på byggeriet.

Hvis du på forhånd vil ændre noget ved tegningerne, er det ofte uforholdsmæssig dyrt, og hvis du kommer i tanke om midt i byggeriet, at du f.eks. gerne vil have et vindue flyttet, skal du først søge om det hos byggefirmaet, som skal vende den med håndværkerne, som skal komme med et bud på, hvor lang tid det tager til byggefirmaet, som ud fra det igen skal ændre deres tilbud, indflytningsdato mv. Det behøver ikke være en tung proces, men det kan det blive.

Til gengæld fås typehuse i de absolut mest skrabede materialer, ved en hurtig scanning af de mest kendte udbydere i Danmark, fra omkring 10.000,- pr. kvadratmeter. Hos HusCompagniet, der er Danmarks største typehus-producent, oplyser salgschef Casper Walsøe, at gennemsnittet ender med et hus til omkring 12.000 kr. pr. m2., men at du sagtens kan få et standart familiehus til mellem 10.000 og 12.000 kr. pr. kvadratmeter.

Individuelt tegnet hus med hovedentreprise

Hvad koster det at bygge et hus, hvis du selv står for tegningerne og al planlægning op til opstart af selve byggeriet? Ved hovedentreprise kan et individuelt tegnet hus typisk bygges for mellem 12.000,- og 14.000,- pr. kvadratmeter.

Nøglefærdigt arkitekttegnet hus med totalentreprise

Hvad koster det at bygge et hus nøjagtig efter dine drømme uden selv at røre en finger? Et nøglefærdigt arkitekttegnet hus opført med totalentreprise er den dyreste form og starter typisk ved ca. 14.000,- pr. kvadratmeter.

Jeg håber, at dette har givet dig en fornemmelse af, hvad koster det at bygge et hus. Har du brug for sparring, så kontakt mig endelig for en uforpligtende snak.

SEND EN BESKED

Udfyld kontaktformularen herunder, hvis du har brug for en tømrer i Silkeborg.
RING NU

27 59 19 93

Vi bruger cookies til at indsamle statistik over brugen af hjemmesiden

Hvis du klikker på knappen 'Accepter', godkender du, at vi sætter cookies til brug for statistik. Hvis du klikker på knappen 'Afvis,' sætter vi ikke cookies til statistik – vi benytter dog en cookie for at huske dit valg.

Klik her for at læse vores cookie- og privatlivspolitik.

Hej, kan jeg hjælpe med noget?
Hvad kan jeg gøre for dig?
Lad os chatte sammen... Er der et projekt du ønsker min hjælp til, eller har du brug for faglig rådgivning?

Mit svar kommer som sms på det telefonnummer du indtaster.